23948sdkhjf

Vinderup Træindustri går i offensiven

Via betydelige investeringer i produktudvikling og nye maskiner står VTI stærkere end nogensinde, og ledelsen forventer betydelig fremgang på bundlinjen i år.
Trods et minus på 3,5 mio. kr. i 2008/09-regnskabet er det de optimistiske toner, der præger hverdagen hos Vinderup Træindustri (VTI) i disse tider.

Virksomheden iværksatte i foråret 2008 et større projekt, hvor målet var at udvikle nye produkter, der kunne opveje et dalende salg af limtræsplader til møbelbranchen. Endvidere skulle de nye produkter bygge på allerede eksisterende viden og henvende sig til nye målgrupper i både ind- og udland.

Ifølge adm. direktør Bjarne Andersen er projektet forløbet helt efter planen, og VTI står nu med to nye produkter - fyrretræsplade-systemet ”Easy Boxer” samt en ny type limtræ til vinduesbranchen. Til udvikling af sidstnævnte har virksomheden investeret 12 mio. kroner i nye maskiner, og resultatet er en meget stærk limfuge med forlænget holdbarhed.

- Alt i alt står vi – trods krisen – stærkere end nogensinde før med tre stærke produktgrupper til tre vidt forskellige brancher. Møbelindustrien har længe været alt for svag og ustabil til, at vi alene kan bygge vores produktion på den, så krisen var en oplagt lejlighed for os til at gøre noget ved det, siger Bjarne Andersen.

VTI har siden 1994 femdoblet sin kapacitet, og det er tanken, at den formkurve skal fortsætte, når krisen er drevet over:

- Vi er langsomt begyndt at ansætte nye medarbejdere igen, og i løbet af regnskabsåret forventer vi at komme op på fuld styrke igen, i takt med at fyrretræspladesystemet og vindueslimtræ kommer til at udgøre 1/3 af omsætningen, vurderer Bjarne Andersen.

Han forventer, at det aktuelle underskud på 3,5 mio. vil være afløst af et nul-resultat i indeværende regnskabsår og begrunder sin optimisme med, at de nye produkter endnu ikke er slået 100 % igennem.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141