150 kopier af en designerstol blev tirsdag destrueret på et hemmeligt sted i Frederiksværk. Det oplyser Frederiksborg Amtsavis.
Stolene skulle efter planen have været solgt via internettet for omkring 5.000 kroner, men det satte tolderne i Københavns Frihavn altså en stopper for. Det fremgår ikke, hvilken stol, der er tale om, men stykprisen for en original skulle angiveligt ligge mellem 40.000 og 50.000 kroner.
Generelt lægger kopivarer i stigende grad beslag på de danske tolderes arbejde. Sidste år voksede værdien af beslaglagte kopiprodukter med 50 % til 125 millioner kroner.