Danmarks Statistiks konjunkturindikator - der følger industriens forventninger til udviklingen i produktion, ordrebeholdning og færdigvarelagre - fortsætter med at udvikle sig positivt.
Efter en stigning fra -34 til -21 i sidste måned flyttede indikatoren sig endnu et skridt mod de positive cifre og står i juni måned på -15. Det er det højeste niveau siden oktober 2008.
Det er især vurderingen af færdigvarelagrene, som har ændret sig positivt siden maj, og industrien forventer således knap så fyldte færdigvarelagre end for en måned siden. Samtidig steg vurderingen af ordrebeholdningerne, mens vurderingen af de kommende tre måneders produktion faldt en smule.
Industrivirksomhedernes forventninger til beskæftigelsen steg desuden en smule, og det samme gjorde forventningerne til udviklingen i salgspriser.