Svenske Nobia AB, der blandt andet ejer HTH og Invita, fik markante røde tal på bundlinjen i årets første kvartal. I alt lyder underskuddet på 299 mio. svenske kroner før skat mod et overskud på 179 mio. sidste år. Omsætningen faldt i perioden med 2 % til 3,777 mia. sek.
Årsagen til det store underskud skal findes i de strukturelle ændringer, som Nobia netop nu er i færd med at implementere på tværs af sine selskaber. Ifølge regnskabet har denne post således påvirket resultatet med 238 mio. svenske kroner.
- Vi har igangsat en større omstrukturering i vores produktion med henblik på at sikre, at koncernen vil komme ud af den finansielle krise med en konkurrencedygtig omkostningsstruktur. Vi arbejder også fortsat på at styrke vore brands i bestræbelserne på at udnytte de muligheder, der byder sig i markedet, siger CEO Preben Bager.
Nobia realiserede i 2008 et overskud før skat på 752 mio. ud af en omsætning på lige knap 16 mia. sek.