Tilbage i januar forlod Claus Qvitzau posten som administrerende direktør hos Montana Møbler A/S, hvorefter Bjørn Thygesen blev indsat som midlertidig topchef.
Denne konstruktion er nu blevet permanent, og Bjørn Thygesen skifter dermed officielt titel og funktion fra interimsdirektør til administrerende direktør for Montana:
- Bjørn Thygesen er den helt rigtige til jobbet som administrerende direktør i Montana Møbler A/S. Han er en leder, som har overblik og visioner. Han har Montana-konceptet på rygraden, er kommerciel og har stor teknisk forståelse, siger bestyrelsesformand Peter Lassen.
Montana, som er grundlagt af Peter Lassen i 1984, fusionerede i februar med DJOB, der havde Peter Lassens søn, Joakim, i spidsen.
Han er siden blevet kreativ direktør i Montana, og Peter Lassen er overbevist om, at virksomheden nu har den ledelse, der skal til for at videreudvikle Montanas univers med idéer og muligheder for at indrette fremtidens hjem og arbejdspladser.