23948sdkhjf

Dansk design skal kunne bære

Dansk Erhverv, Udviklingscenter for Møbler og Træ og to designere er gået sammen om at skabe skarpt dansk design produceret i Afrika af FSC-mærket træ.
Etik, bæredygtighed og dansk design er nøgleordene i det projekt, som Dansk Erhverv og to danske designere i øjeblikket har på tegnebrættet. De vil fremstille et møbel eller en brugsgenstand tegnet i Danmark og produceret af FSC-certificeret træ i Mozambique. Og budskabet er klart, fortæller Vibeke Emborg, som er globaliseringskonsulent i Dansk Erhverv.

- Vi ønsker overordnet at fremme eksporten fra Afrika. Der er et vigtigt budskab i, at det er muligt at få fremstillet kvalitetsprodukter i Afrika, og samtidig ønsker vi at slå et slag for FSC-mærket træ. Vi tror på, at hverken etik, bæredygtighed eller dansk design ophører med at være gode markedsføringsargumenter trods den økonomiske krises effekt på afsætningsmulighederne. Tværtimod er det en force, når det handler om at differentiere sig fra konkurrenterne, forklarer hun.

Dansk Erhverv har indgået det bæredygtige samarbejde med designfirmaet Grounded. De to designere Ashkan Heydari og Jens-Christian Nørmark fra firmaet råder nemlig over enestående erfaringer med møbelproduktion i udviklingslande, idet de tidligere har været med til at fremstille en prototype på et af deres prisvindende designs – bænken DIAmond – på et lokalt værksted i Honduras. De er således bekendte med mødet mellem forskellige ”design-kulturer” og opmærksomme på behovet for at designe med udgangspunkt i den lokale tekniske kapacitet.

- Først og fremmest ønsker vi at være med til at hjælpe Afrika. Der sker for lidt på det her område, og vores håb er, at vi kan give en forståelse af design videre til fabrikanterne, så de på længere sigt selv kan arbejde med det og selv kan fremstille lækre møbler. Det er netop, hvad der er sket med projektet, som vi deltog i i Honduras. Det nytter noget, siger Ashkan Heydari og fortsætter:

- Samtidig ønsker vi at åbne danskernes øjne for de helt unikke træsorter, Afrika har. Men det kræver i høj grad, at forhandlerne herhjemme vil støtte op om det bæredygtige projekt.

Dansk Erhverv og de to designere besøgte tidligere på året Mozambique for at finde en møbelfabrikant, som levede op til kravene. Valget faldt på TCT Dalmann, som blandt andet udmærker sig ved at råde over egen FSC-certificeret skov og savværk. Certificeringen dækker også selve fabrikken og er medvirkende til at sikre, at produktionen finder sted miljømæssigt forsvarligt, og at medarbejderne har anstændige arbejdsforhold. TCT Dalmann producerer sin egen møbel-linje og har i øvrigt for år tilbage udstillet på en messe i Danmark.

Derudover har Dansk Erhverv indgået et partnerskab med Udviklingscenter for Møbler og Træ vedrørende markedsføring af produktet og projektet som helhed. Blandt andet er det planlagt at præsentere en prototype af designet på udstillingen NONCOMMON på Rådhuspladsen i forbindelse med Copenhagen Design Ugen (CODE09). Derudover er der også ideer på tegnebrættet vedrørende eksponering i forbindelse med Klima-topmødet med baggrund i produktets fremstilling i FSC-træ.

Projektet gennemføres som del af Danidas importfremmeprogramme Danish Import Promotion Programme (DIPP) og prototypen på den globale brugsgenstand forventes at være færdig i august måned.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126