23948sdkhjf

Virksomheder ryster krisenervøsitet af sig

Konjunkturbarometret fra Danmarks Statistik viser, at virksomhederne er mindre pessimistiske end tidligere, men det betyder ikke, at vi kan ånde lettet op endnu, vurderer Dansk Erhverv.
Danmarks Statistiks netop offentliggjorte konjunkturbarometer for serviceerhvervene byder på en stigning i forventningerne til de kommende tre måneder. Konjunkturindikatoren er en sammenvejning af servicevirksomhedernes forventninger til beskæftigelse og omsætning.

Selvom de fleste brancher netto forventer, at både omsætning og beskæftigelse vil falde i de kommende måneder, er forventningerne blevet betydelig mindre negative. Nettoforventningerne til omsætning er steget fra -18 i marts til -5 denne måned, mens de for beskæftigelsen er steget fra -23 i marts til -13 i april.

- Virksomhederne har rystet lidt af den værste krisenervøsitet af sig. Husholdningerne nyder godt af både lavere renter og skatter, hvilket giver større tryghed og på sigt vil give forbrugsiveren et skub i den rigtige retning. Det er glædeligt at se, at vækstinitiativerne begynder at virke, vurderer cheføkonom i Dansk Erhverv, Jens Brendstrup.

Der er altså mindre udbredt pessimisme blandt virksomhederne, hvilket også bekræftes af foregående uges forbrugertillidsindeks, der bød på en fremgang og bragte tilliden op på et niveau i nærheden af det i maj 2008.

Selvom der generelt set var tale om en forbedring i de fleste parametre, var det især forbrugernes forventninger om en fremtidig bedring i deres egen privatøkonomiske situation såvel som i den danske økonomi som helhed, der skubbede indekset. Der er dog fortsat langt igen for få dansk økonomi i sikker havn:

- En lille bedring i nøgletallene betyder ikke, at vi kan ånde lettet op og forvente, at de automatiske stabilisatorer vil gøre resten af arbejdet. Fortsat udformning af målrettede tiltag er helt afgørende for væksten på både det korte og lange sigt, siger Jens Brendstrup, der vurderer, at væksten i dansk økonomi vil ende på -2,4 og -0,6 procent i hhv. 2009 og 2010.

- Det samme gør sig gældende for udviklingen på arbejdsmarkedet. Ser vi til med lukkede øjne, kan vi i værste tilfælde nå op på over 166.000 ledige i slutningen af 2010. Ser vi derimod opgavens størrelse i øjnene og sætter ind med de rette tiltag, kan vi undgå, at ledighedsudviklingen løber løbsk. Vi forventer dog stadig, at ledigheden vil ende på 122.400 i slutningen af 2010, slutter han.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08