Designerstole for op mod 200.000 kroner forsvandt torsdag aften under et indbrud hos VUC i Svendborg på Fyn. Tyvene gik tilsyneladende målrettet efter møblerne, eftersom blandt andet skolens computere fik lov at stå: - Tyvene har åbenbart luret et tomrum efter aftenundervisningen og inden hele skolen blev låst af, siger afdelingsforstander Flemming Christensen til Fyens Amts Avis. Tyveriet drejer sig om 50 polstrede og 20 blåmalede 7’er-stole, og ifølge avisen har tyvene bakket en lastbil helt op til en større dør, hvorefter de nemt kunne løfte stolene direkte ud i bilen fra skolens bibliotek og aula. Politiet har ingen spor af hverken stolene eller gerningsmændene.