Trods sværere markedsbetingelser er det for tredje år i træk lykkedes for Davidsen Tømmerhandel A/S at realisere et overskud efter skat på den gode side af 20 mio. kroner.
I regnskabsåret 2007/08 - der sluttede ved udgangen af september - er omsætningen øget med 11 mio. til 696 mio. kroner, mens nettoresultatet er landet på 23 mio. kroner mod 31 mio. året før.
Det reducerede overskud skal primært ses i lyset af udgifter til etablering af en ny afdeling i Rødekro, hvilket også understreges af, at det gennemsnitlige antal medarbejdere er øget fra 225 til 250.
Krisen i byggebranchen gør dog, at Davidsen Tømmerhandel ikke sætter næsen op efter vækst i indeværende regnskabsår. I perioden oktober-januar er omsætningen faldet med 14 % i den familieejede virksomhed, men på længere sigt ser direktør Povl Davidsen gode muligheder for vækst:
- Vi er forberedt på faldende omsætning, og at vi får skåret rigtig hårdt i indtjeningen i dette regnskabsår. Vi føler dog fortsat, at vi tager markedsandele i Sønderjylland, og at vi står til fornyet fremgang, når krisen vender, siger han til Erhvervsbladet.
Davidsen Tømmerhandel er grundlagt i 1944 og har i dag syv afdelinger i Sydjylland og på Fyn.