For fjerde år i træk er det lykkedes for møbelstofproducenten Gabriel at levere et resultat på mere end 20 mio. kroner før skat.
Denne gang lyder overskuddet på 23 mio. kroner, hvilket er 2 mio. lavere end i 2007:
- Resultatet svarer til de forventninger, som selskabet udtrykte i forbindelse med halvårsrapporten i maj 2008 om et primært resultat i niveauet 23 mio. kroner for hele regnskabsåret 2007/08, skriver ledelsen i sin årsrapport.
Omsætningen er i perioden øget med 1,5 mio. til 279,7 mio. kroner, og heraf er de 87 % placeret på markeder uden for landets grænser. Det er lidt mere end i 2006/07, hvor 85 % af omsætningen gik til eksport.
Med en omsætning i fjerde kvartal, der ligger 8 % lavere end det forventede, mærkede Gabriel allerede i 2007/08 lidt til konsekvenserne af den finansielle krise, og det globale fænomen ventes i endnu højere grad at sætte sit præg på regnskabet for indeværende år:
- Konsekvenserne af den internationale finanskrise har haft negativ indflydelse på ordreindgangen i sidste kvartal af 2007/08. Denne tendens er tiltaget i de to første måneder af indeværende regnskabsår 2008/09. Gabriel forventer en omsætning i niveauet 210-220 mio. kroner mod 280 mio. kroner i 2007/08, lyder det i årsrapporten, der endvidere udtrykker forventninger om et overskud i niveauet 10-12 mio. kroner før skat.