Med en donation på 279,5 mio. danske kroner når Ikea op på et samlet bidrag til Unicef på mere end 1 mia. kroner, og dermed bliver møbelkæden den største partner hos FN's børnefond: - Ikeas investering i børns ve og vel sætter en høj standard for fælles samarbejde til trods for nedturen i den globale økonomi, siger Unicefs vicechef, Saad Houry, og fastslår, at Ikea har demonstreret en seriøs forpligtigelse i forhold til at forbedre leveforholdene i de lande, som virksomheden arbejder i. Den aktuelle donation skal støtte en række statsledede programmer i Indien, der sigter mod at bekæmpe dødelighed blandt børn og deres mødre samt forbedre børns adgang til mad.