Den danske delegation har taget hul på sidste kapitel i deres nicaraguanske eventyr, og i dag skal prototypen på Jonas Petersens garderobeløsning ”Extrude” afsløres på værkstedet Simplemente Madera i udkanten af hovedstaden.
Den unge snedker Jimmy - som har udviklet prototypen sammen med Jonas - ankommer til værkstedets showroom med hele ni udgaver af ”Extrude” i fem forskellige træsorter.
Der går en lille time med at samle og montere møblerne, og dér står det så: Resultatet af designet, rejsen og samarbejdet. Garderobemøblet Extrude - som vandt dommernes hjerter i december - har nu fået en nicaraguansk accent i form af kontrastfyldte, tropiske træsorter, som præsenterer sig flot op ad den solbeskinnede væg.
Et nicaraguansk businessmagasin dukker op for at lave et interview, og der er ikke længere tid til at kæle mere for detaljerne. Aktørerne sætter sig ved et stort bord, og journalisten spørger interesseret ind til konkurrencen, designet og Jonas.
Senere gentages ritualet med landets største avis, der også vil bringe historien om den designstuderende Jonas, der er rejst hele vejen fra Danmark til Nicaragua for at kombinere det bedste fra begge verdener.
I samarbejde med FSC Danmark har Wood Supply i den sidste uges tid fulgt FSC-prisvinderen Jonas Pedersen på rejse i Nicaragua, hvor han har været med til at få en møbelproduktion op at stå.
Læs mere:Turen til den certificerede regnskov
Mødet med lokale møbeltraditioner