Trods udsigt til øget aktivitet som følge af den forestående flytning af Invitas produktion er yderligere rationaliseringer på vej hos HTH.
Ifølge JydskeVestkysten indledte ledelsen i sidste uge forhandlinger med fabrikkens tillidsfolk, og eftersom disse fortsat er i fuld gang, er omfanget af fyringsrunden derfor endnu ikke på plads:
- Der er indledt forhandlinger. Jeg hverken kan eller vil kommentere, så længe forhandlingerne er i gang, siger direktør Henrik Karup Jørgensen.
Direktøren fortæller, at forhandlingerne skal afsluttes inden 21 dage, og JydskeVestkysten konkluderer på den baggrund, at der i henhold til Træets Overenskomst må være tale om mindst 30 medarbejdere.
For en lille måned siden måtte HTH sige farvel til 29 medarbejdere fra produktionens nathold.
