Markedet for spånplader er faldet markant i løbet af 2008 efter en ellers god start på året, og det har sat sine spor i årsregnskabet hos Novopan Træindustri Virksomheden er kommet ud af regnskabsåret 2007/08 med et plus på knap 17 mio. kroner før skat, og det er næsten 60 % lavere end året før. Det er dog værd at bemærke, at 1/4 af overskuddet på 41 mio. kroner fra 2006/07 kom i hus via salg af en nedlagt fabriksejendom. Omsætningen er i perioden steget fra 476,8 til 500,8 mio. kroner, men den negative markedsudvikling sætter sit præg på forventningerne til indeværende år, hvor ledelsen ikke kalkulerer med yderligere vækst: - Markedsforholdene er i øjeblikket meget usikre som følge af udviklingen i efteråret 2008 på finansmarkeder mv. Det gælder såvel for den overordnede udvikling, for de konkrete afsætningsmuligheder for selskabet og selskabets primære kunder, som for konkurrencesituationen. Der må derfor påregnes en reduktion i afsætningen i forhold til det realiserede niveau i 2007/08, skriver Novopan i sin årsrapport.