Stora Enso har netop offentliggjort sit årsresultat, og det er dyster læsning. Koncernen har i 2008 realiseret et underskud før skat på 893,8 mio. euro mod et overskud på 20,2 mio. euro i 2007. Det er først og fremmest udviklingen i regnskabsårets fjerde kvartal, som er årsag til det negative resultat. Således blev det her til et underskud før skat på 845,6 mio. euro: - Den faldende efterspørgsel fra forbrugerne i det sidste kvartal af 2008 blev lige så slem som frygtet. Vi reagerede som planlagt ved at skære produktionen ned med mellem 15 % og 30 % i vore segmenter, men disse markante tiltag havde stor negativ indflydelse på indtjeningen, forklarer koncernchef Jouko Karvinen. Han og den øvrige ledelse forventer, at begyndelsen af 2009 bliver en lige så vanskelig periode som slutningen af 2008. Stora Enso har derfor indstillet sin lagerproduktion og vil i den kommende periode udelukkende være ordreproducerende.