Kopimøbler er ofte så gennemførte, at der er svært at se forskel på kopien og det ægte designermøbel. Men det får ikke Fritz Hansen til at ryste på hånden. - Selvfølgelig er vi ikke glade for det, men kopierne har intet at gøre med vores møbler, udover at de visuelt ligner, siger international pr-manager hos Fritz Hansen Jan Helleskov til Politiken. Årsagen til at truslen fra kopimøblerne anses som minimal skal findes i, at den ægte vare er en investering, der kan sælges videre – det kan kopimøblerne ikke på samme måde.