23948sdkhjf

Plastproducenten: Plast kan sagtens være eksklusivt

Dan Hill Plast står blandt andet bag Verpans kløversofa.

I Danmark er udendørs designermøbler typisk lavet af træ, stål eller beton for at få et autentisk nordisk look på terrassen. Men sådan behøver det ikke være, siger direktør i Dan Hill plast, der i samarbejde med designhuset Verpan har skabt den ikoniske kløversofa Cloverleaf i plast.

- I Sydeuropa har man i mange år lavet designermøbler i plast især til udendørs brug. I Nordeuropa synes holdningen at være, at plast er helt forfærdeligt og ikke eksklusivt nok til designermøbler, siger Peder Madsen, direktør hos Dan Hill.

Han tilføjer dog, at der i de seneste år er begyndt at ske en holdningsændring til plast, og med den nye sofa håber han at kunne understrege, at plast sagtens kan bruges i selv dyrt design.

- I plast kan man skabe nogle kurver og rundinger i designet, som faktisk gør siddekomforten ret god, selvom materialet er hårdt. Så det kan sagtens hamle op med de traditionelle møbelmaterialer, siger Peder Madsen. 

Rotationsstøbning
Kløversofaen består af moduler, der enkeltvist er formstøbt på plastfabrikken i Hornsyld syd for Horsens. Metoden kaldes rotationsstøbning, der ofte bruges til produktion af hule elementer, hvilket sofaens moduler er.

Ved rotationsstøbning hældes granuleret polyethylen direkte i aluminumsforme og varmes op. Efterhånden smelter granulatet, og formen roteres, så materialet fordeles jævnt i formen. Når alt materialet er udsmeltet, nedkøles formen, og det færdige emne tages ud.

- Rotationsstøbning er en langsommelig proces, så den er smart til produktion i mindre serier i omfanget 200 op til 3000 emner. Til gengæld kan man støbe i næsten alle tænkelige størrelser og faconer, fordi det bare handler om at have den rette form, siger Peder Madsen.

Design fra 1967
Designet er lavet i samarbejde med Verpan, der skulle sikre troskab mod sofaens oprindelige udtryk fra 1967. Peder Madsen og kollegernes opgave var at møde disse krav ud fra, hvad der kan lade sig gøre med plast som materiale.

- Den oprindelige sofa er lavet i stof, hvor man kan give sofaens stel form med polstring. Det kan man ikke på samme måde i plast, hvor støbningen skal give formen allerede fra starten, siger Peder Madsen.

Han tilføjer, at fordelen ved at bruge plast er, at møblet bliver robust og lettere at gøre rent end den polstrede udgave. Den kan i øvrigt højtryksrenses, og det er især smart, hvis møblet skal stå udenfor i vind og vejr eller bruges på et offentligt sted, hvor mange mennesker udsætter den for snavs.

Fakta om kløversofaen "Cloverleaf"

  • Plastoverfladen er UV-resistent og er robust til udendørs brug.
  • Sofaen kan fyldes med sand eller vand og rustes imod blæsevejr og tyveri.
  • Materialet tåler højtryksspuling og rens med kemikalier.
  • Sofaen består af moduler og kan forlænges og forkortes alt efter behov.
  • Designet af Verner Panton i 1967 og for få år siden relanceret af Verpan i en velourpolstret udgave, som ekslusivt blev leveret til modehuset Pradas butikker.
  • Senere også lanceret til loungemiljøer og offentlige steder.
  • Nu også lanceret i plast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142