Nedgangen har ramt værktøjsleverandøren Unimerco, og for at finde en vej ud af den negative spiral skal alle medarbejdere og ledere - med undtagelse af salgsafdelingen - holde en ekstra månedlig fridag. Dagen skal finansieres af medarbejderne selv og svarer til en lønnedgang på 5 %. Løsningen er valgt i bestræbelserne på at undgå fyringer blandt den 650 mand store medarbejderstab, og ifølge TV Midt-Vest er medarbejderne positive over for tiltaget. Unimerco - der har hovedkvarter i Sunds - leverer blandt andet værktøjsløsninger til træ- og møbelindustrien. Koncernen realiserede i 2007/08 et overskud før skat på 48,2 mio. kroner ud af en omsætning på 747,5 mio. I år er målet at runde 800 mio. kroner i omsætning, og samtidig har ledelsen fra årsskiftet iværksat en besparelsesplan, der skal barbere 20 mio. kroner af de årlige udgifter.