Nu vil kunderne både have net- og fysiske butikker
Fremover skal detailhandlen være begge steder, hvis de vil have succes, viser ny undersøgelse
Ifølge rapporten, der kortlægger danskernes e-handel, er der ikke længere grund til at skelne. Den fysiske handel og online-handlen er nemlig godt på vej til at smelte sammen – ikke mindst når det gælder forbrugeradfærd.
Ved 11 pct. af danskernes onlinekøb har forbrugeren besøgt en fysisk butik for at undersøge varen først – såkaldt showrooming. Men ved 25 pct. af de fysiske køb har forbrugeren søgt information om den specifikke vare via en eller flere netbutikker først – såkaldt webrooming.
Samtidig viser Dansk Erhvervs analyse, at 33 pct. af forbrugerne peger på muligheden for at bytte online-købene i en fysisk butik som en vigtig parameter for, hvilken netbutik de vælger at handle i.
Fuldt integreret detailmarked
- Det viser, at vi for alvor er på vej mod en fuldt integreret fysisk og digital detailhandel – såkaldt omnichannel – for det er det, kunderne efterspørger, forklarer Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør for Handel og Transport i Dansk Erhverv.
- Den fysiske butik og netbutikken er ikke længere hinandens konkurrenter, men komplementerer hinanden. Fremtiden for detailhandlen ligger derfor i at integrere salgskanalerne og skabe en helhedsoplevelse for kunderne, uanset om de befinder sig online eller i den fysiske butik, siger Henrik Hyltoft.
Dagligvarehandlen på nettet har rundet 2,5 mia. kr.
Danskerne e-handlede sidste år for 95 mia. kr., og i 2016 spår Dansk Erhverv, at e-handlen runder rekordhøje 110 mia. kr.
Målt på omsætning er det varegrupper som elektronik, tøj og sko samt musik og film, der fylder mest i danskernes digitale indkøbskurv. Men også dagligvarehandlen er godt med målt på omsætning. Selvom danskerne i dag kun køber knap 2 pct. af deres dagligvarer på nettet, rundede dagligvarehandlen online sidste år 2,5 mia. kr. i samlet omsætning, og dermed springer dagligvarer ind på en femteplads over de varegrupper, som der bliver e-handlet mest for.
- Vi hører ofte, at danskerne ikke er parate til at handle dagligvarer på nette, og set i forhold til den samlede dagligvarehandel fylder e-handlen fortsat kun en lille andel. Men omsætningen er kraftigt stigende – ikke mindst fordi særligt de yngre børnefamilier i stigende grad benytter sig af muligheden for at købe dagligvarer på nettet, siger Henrik Hyltoft.