23948sdkhjf

Eilersen søger stabil vækst i en ustabil verden

Brexit og Trump kan man ikke styre, så hos Eilersen koncentrerer de sig om at lave verdens bedste sofaer.

Den positive udvikling fortsætter hos Eilersen, som netop har offentliggjort årsregnskabet for 2015/16.

Resultatet før skat ender lige over 11 millioner kroner, og det er de ganske fint tilfredse med hos den nordfynske sofafabrikant.

- I det store hele er det et år, som er forløbet planmæssigt, for så vidt angår resultaterne. Vi regner med fortsat vækst, og vi investerer mange penge i både produktionsfaciliteter, medarbejdere, kollektioner og markedsføring, siger Anders Juul Eilersen, der er fjerde generation i ejerfamilien bag Eilersen, til Wood Supply.

Eilersen oplever generelt en god udvikling på alle sine hovedmarkeder og forventer som udgangspunkt en vækst på 10-15 procent i 2016/17. Men den usikre politiske situation med Brexit og det amerikanske præsidentvalg skaber usikkerhed.

- Nogle siger, at Donald Trump som præsident bliver noget af det bedste, der er sket for USA og muligheden for at drive forretning derovre. Andre siger det stik modsatte, så vi sidder lidt og venter på, hvad der kommer til at ske. Indfører de 30 procent importtold på alle møbler, så har vi i hvert fald en udfordring, siger Anders Juul Eilersen.

Et langt, sejt træk

Med en støt stigende aktivitetskurve overstiger Eilersens samlede bemanding nu 300. Ikke mindst i Slovakiet, hvor Eilersen tidligere på året investerede i en udvidelse af sin produktion, skabes der nye arbejdspladser. Det gør der også på hovedkontoret i Skamby på Fyn, men nogen voldsom stigning er der ikke tale om - hverken nu eller i fremtiden:

- Når man producerer tingene selv, og det hele er håndlavet, så skalerer man ikke bare op fra den ene dag til den anden. Det tager et halvt til et helt år at lære en syerske op, så for os er det et langt, sejt træk, siger Anders Juul Eilersen og fortsætter:

- Til gengæld gør det os solide og i stand til langsomt at udvikle vores forretning gennem fornuftige resultater. Vi har et super fundament. Ingen kan uden videre gå ind og lave det samme. Det sortiment, vi har, er unikt. For os er det ikke interessant at fortælle om, hvor mange kvadratmeter, vi har under tag, eller hvor mange medarbejdere vi har. Det interesserer os ikke. Det, der interesserer os, er at lave verdens bedste sofaer. Dét er det eneste, vi brænder for.

N. Eilersen A/S
t. kr. 2015/16 2014/15
Bruttofortjeneste  12.490 13.880
Resultat af primær drift  3.844  5.503
Resultat før skat  11.142  12.254
Årets resultat 8.761  9.629
Balancesum 60.722  60.497
Egenkapital  36.004  36.499
Soliditetsgrad  59,3  60,3
Regnskabsåret er afsluttet pr. 30. juni.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141