23948sdkhjf

Tvilums grundlægger er død

Møbelfabrikant Egon Kristiansen, der grundlagde Tvilum Møbelfabrik i 1965, er afgået ved døden.

Han blev 79 år.

Midtjyllands Avis bringer onsdag et mindeord, forfattet af direktør Ole E. Mortensen fra Elkær Gruppen, der beskriver Egon Kristiansen som ”en god købmand, der forstod at købe billigt og sælge dyrt”.

Ole E. Mortensen skriver videre, at uagtet den forretningsmæssige succes forblev Egon Kristiansen den samme person igennem hele livet. Han lod sig ikke imponere af bonede gulve eller folk i fine jakkesæt: ”For Egon betød det noget, hvem du var, og ikke hvad du var”.

Under Egon Kristiansens ledelse voksede Tvilum Møbelfabrik i løbet af 30 år til en omsætning på over 600 millioner kroner, og udviklingen tog yderligere fart, da Axcel i 1996 gik ind som investor med en ejerandel på 60 procent.

Året efter opstod Tvilum-Scanbirk som en følge af fusionen mellem Tvilum-gruppen og Scanbirk-gruppen, hvilket skabte Europas største producent af saml-selv-møbler med omkring 1.650 ansatte og en omsætning på to milliarder. Egon Kristiansen fratrådte som direktør i 1999 og solgte i 2000 den resterende ejerandel i møbelfabrikken.

Egon Kristiansen døde den 16. december. Han efterlader sig sin kone gennem 56 år, Lissi, tre børn og svigerbørn samt ni børnebørn.

Æret være hans minde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093