23948sdkhjf

Nye møbelpirater hærger på nettet

Og trodser dansk dom og henvender sig til kunderne på dansk.

Dansk lov gælder i Danmark. Også for en udenlandsk virksomhed som sælger kopimøbler fra en hjemmeside med base i udlandet. Det slog Sø- og Handelsretten fast i maj 2014, og dommen tvang udenlandske kopimøbelbutikker til at stoppe al markedsføring, som var rettet direkte mod danske forbrugere.

Dermed var slut med danske prismærker, dansk kundeinformation og hjemmesider på dansk hos flere førende forhandlere af kopimøbler med base i blandt andet Storbritannien.

Alligevel sker det stadig, og for tiden annoncerer et firma ved navn Gyngestolen.com livligt på Facebook for at lokke danske kunder til at købe kopier af populære designklassikere. Med danske prislapper og dansk produktinformation.

Gyngestolen.com er oprettet 25. maj i år, viser registeroplysninger.

Det forarger hos Carl Hansen & Søn, som kan se to kopierede Wegner-klassikere optræde på kopihandlerens hjemmeside, som den fynske virksomhed har rettigheder til.

Gyngestolen.com skriver på hjemmesiden, at forretningen er 100 procent lovlig, men Carl Hansen & Søns direktør Knud Erik Hansen er på ingen måde enig.

- Jeg er ligeglad med, hvordan de selv opfatter det. Det her er tyveri, og al tyveri er kriminelt og skal bekæmpes, siger han til Wood Supply.

At bekæmpe alle tilfælde af kopihandel er for stor opgave for Carl Hansen & Søn, fortæller han. Derfor er firmaet sammen med andre ramte virksomheder om kopibekæmpelse i organisationen Rettighedsalliancen.

Hos Rettighedsalliancen er man opmærksom på Gyngestolen.com, men har stadig en ret begrænset viden om forretningen, fortæller advokat Maria Fredenslund

- Vi går typisk til domstolene for at få sådan en hjemmeside blokeret, og den proces tager noget tid. Vi har e samarbejde med telebranchen, som i praksis betyder, at når en tjeneste er dømt ulovlig, så blokerer alle teleselskaber for hjemmesiden, og sætter det samme skilt op, som også viser hen til sharewithcare.dk, hvor man finder tingene lovligt.

Hos afdelingen Træ- og Møbelindustrien i Dansk Industri fortæller Flemming Larsen, at der er en lille håndfuld lande i EU, som ikke er harmoniseret efter EU's regler om ophavsret, men at Dansk Industri løbende minder udenrigsministeriet og danske ambassader om, at der er et problem.

Wood Supply har henvendt sig til Gyngestolen.com, som svarer kort på engelsk og gentager sin påstand om, at webbutikken er lovlig. Virksomheden opererer i Irland og Estland, meddeler han.

- Når det kommer til marketing, bruger vi Facebook og ikke kun i Danmark, skriver en person til Wood Supply, som blot underskriver sig med navnet Patrick.

Gyngestolen.com er ikke vendt tilbage for at svare på en række opfølgende spørgsmål. På hjemmeside er der opgivet et telefonnummer med Danmarks landekode +45. På det telefonnummer svares der ikke på Wood Supplys henvendelser.

Grænseløs kopiering

Det er ikke kun møblernes udseende, der kopieres af Gyngestolen.com. I beskrivelsen af en kopi af Wegner-stolen CH07 fra Carl Hansen & Søn, er produktbeskrivelsen om stolens svævende udtryk kopieret direkte fra Carl Hansen & Søns hjemmeside.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078