23948sdkhjf

Topdesigner: Danmarks størrelse er en kæmpe fordel

Den engelske møbeldesigner Tom Dixon mener, at dansk design har en konkurrencefordel, fordi Danmark - qua sin størrelse - altid har været nødt til at tilpasse sig.
- I en verden, hvor alting ændrer sig hurtigere og hurtigere, er det meget nemmere end nogensinde at være lille og lokal. Den position gælder det om at udnytte.

Sådan lyder rådet til den danske designbranche fra Tom Dixon, da dagbladet Børsen møder ham forud for hans første besøg i Danmark. Det finder sted den 15. januar, hvor han er hovedtaler under Danish Crafts’ nytårskur i København.

For Dixon handler design først og fremmest om kreativitet og innovation - om at skabe nye kombinationer. Og her har Danmark en fordel, fordi danske virksomheder langt hen ad vejen altid har været nødt til at rejse og eksportere for at opnå succes.

Som taler ved nytårskuren skal Tom Dixons indspark inspirere aktørerne i den danske designbranche, men er der tilhører, som håber at få opskriften til succes serveret, bliver de slemt skuffede. Ifølge Dixon er karriereplanlægning og design nemlig to størrelser, der ikke rigtigt lader sig forene:

- Selvfølgelig skal man have en basal forståelse for sit håndværk, men personligt har jeg altid været lykkeligst, når jeg ikke har vidst alting på forhånd. Mange kunstneriske karrierer er meget uplanlagte, og du skal selv opsøge heldet. Du er nødt til at skabe et rum til at lave nye ting, men det går sjældent efter planen. Den virkelige skønhed ved den innovative designverden, som jeg er involveret i, er, at det en herlig serie af fejl og tilfælde, siger han og fastslår:

- Mit vigtigste råd er, at man skal bevare sin egen unikhed. Alt for mange laver noget, som de har set andre steder. Der er altid fristende at kopiere. Lad være og vær personlig.

Kilde: Børsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078