23948sdkhjf

LGT ruster op på ledelsesplan

Møbellogistikvirksomheden ansætter flere nye navne.
LGT har gennem det seneste halve år valgt at styrke ledelsen med flere nyansættelser inden for områderne it, økonomi og logistik. Baggrunden for ansættelserne er et ønske om at øge fokus på kvalitet og fremtidssikring af virksomhedens forretningsmodel.

Jacob Skovby, der tidligere har været ansat som chef i transportbranchen, har derfor været ansat som it-chef hos LGT siden den 1. april i år, hvor han har stået i spidsen for implementeringen af virksomhedens nye ERP-system.

Siden den 1. maj har Jørgen Liljeberg været økonomichef hos LGT. Stillingen som økonomichef blev indtil Jørgen Liljebergs tiltræden varetaget af Anders Tang, der til gengæld har overtaget posten som koncernøkonomichef (CFO) for hele LGT i Skandinavien.

Også på logistikfronten har LGT oprustet. Her har Mads Leth Lunden siden medio august været logistikchef med ansvar for terminaldrift og lagerhotel.

John Riis, koncerndirektør for LGT, er godt tilfreds med de mange nyansættelser, som understøtter LGT’s fortsatte vækst.

- Med Jacob Skovby, Anders Tang, Jørgen Liljeberg og Mads Leth Lunden har vi tilført vores ledelse et betragteligt løft. Vi glæder os over samarbejdet og kan allerede nu se resultater på flere områder, siger John Riis.

Især to systemer er ifølge LGT med til at gøre virksomheden til en af de førende inden for møbeltransport på det skandinaviske marked.

En stærk og dedikeret forsyningskæde er alfa og omega for LGT, som i mere end 20 år har været medlem af Mach 3000, der er det stærkeste netværk inden for den europæiske branche for møbeltransport.

Mach 3000 er et strategisk samarbejde mellem i alt 10 transportvirksomheder, der alle er førende inden for deres gren af møbellogistikbranchen. Med tilknytningen til Mach 3000 er det muligt for LGT at tilbyde optimale løsninger inden for transport og serviceydelser til både virksomheder og private kunder.

Møbellogistik handler i høj grad om at få det hele til at falde i hak. Derfor har LGT udviklet LGT Clockwork - et veludviklet og toptrimmet system til møbeltransport. Det består af seks underområder, der skal koordineres nøje for at få processen til at gå op i en højere enhed. Systemet omfatter bl.a. opbevaringsløsninger, butikslevering, hjemmelevering og konsolidering – der tilpasses indbyrdes optimalt for at sikre kunden den bedste og mest effektive service.

Sammen med nyansættelserne er de to systemer en medvirkende årsag til LGT’s stærke position på markedet i dag.

- Med en handlekraftig og kompetent ledelse og et veludviklet logistiknetværk er der ingen tvivl om, at LGT har en stærk forretningsmodel. Vi ser frem til at fortsætte den gode udvikling fremover, siger John Riis.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094