Nordjysk designforhandler nyder pænt overskudshop
De samejede Aalborg-butikker Ulf Bolighus og Vodskov Bolighus har fremlagt deres resultater for maj 2015 til maj 2016, og der er grund til tilfredshed for Færch Thomsen-familien, som driver butikkerne. Ganske vist gik Ulf Bolighus i Aalborgs City Syd-distrikt tilbage med næsten 80.000 kr. i overskud før skat og landede på knap en kvart million. Til gengæld gik Vodskov Bolighus markant frem fra godt 100.000 før skat til over 850.000. - En pæn stigning i omsætningen, lyder det ganske lakonisk i møbelhusets årsrapport. Ulf Bolighus og Vodskov Bolighus er især forhandler af klassisk dansk, moderne møbeldesign af de mest anerkendte designere.