Spørring A/S har rygende travlt med masser af ordrer på specialfremstillet inventar. Virksomheden har derfor nu indviet en tilbygning på 1.200 m2 og fordobler således sit hidtidige areal.
Byggeriet blev indledt i august, og med den ekstra kapacitet kan Spørring nu glæde sig over, at man i højere grad end tidligere kan imødekomme de mange henvendelser fra arkitekter og indretningsfirmaer over hele landet.
Spørring producerer arkitekttegnet inventar i træ, glas og stål og har blandt andet leveret til Glyptoteket, Frederiksborg Slot og Aros. Den østjyske virksomhed - der har 22 ansatte - hentede i 2007 et overskud på knap 340.000 kroner ud af en bruttoomsætning på 8,5 mio.