Nye markeder på standby
Rettidig omhu er et begreb, som de tager meget seriøst i ledelsen hos Trip Trap. Efter fire år med en årlig vækst på 10-15 % går udviklingen nu i en anderledes negativ retning, men administrerende direktør Anders Bundgaard er overbevist om, at ledelsen har formået at fange krisen i opløbet: - Vi har i tredje kvartal haft faldende omsætning, og man skal se det her som en tilpasning. Vi er ude i god tid, så vi ikke risikerer, at det bliver banken i stedet for os, der kommer til at bestemme. Det er hverken banken eller vi interesserede i, siger direktøren til Nordjyske. Den økonomiske udvikling har betydet, at Trip Trap i løbet af de seneste måneder har afskediget syv medarbejdere. Det er blandt andet gået ud over eksportchefen samt medarbejdere i salg og marketing. Trævareproducenten har nemlig erkendt, at tiden lige nu ikke er til at erobre nye markeder. Derfor er den oprindelige markedsstrategi blevet justeret: - Vi har forsøgt at åbne nye markeder men må erkende i den nuværende situation, at vi ikke kan klare de investeringer, der kræves. I stedet fokuserer vi på de markeder, hvor vi står stærkt, og hvor vi selv har sælgere repræsenteret, forklarer Anders Bundgaard og henviser til lande som Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz, Østrig - og naturligvis Danmark. Trip Trap beskæftiger pt. 58 medarbejdere fordelt på domicilet i Hadsund og otte butikker rundt omkring i landet. Virksomheden hentede i 2007 et overskud på 9 mio. kroner ud af en bruttofortjeneste på 45 mio. kroner.