Nøgleordene er kvalitetsprodukter og gode samarbejdsrelationer for Carsten Filsø, der netop er tiltrådt som ny administrerende direktør hos Skjern Vinduer A/S.
Ambitionen er at bringe den vestjyske virksomhed op blandt de mest kendte vinduesproducenter i Danmark:
- Vi har store ambitioner for fremtiden. Vores styrke er, at vi er en mindre virksomhed med produkter af høj kvalitet og en meget fleksibel produktion. Det betyder, at vi hurtigt kan indstille os efter skift i markedet, hvilket giver os en stærk konkurrenceevne. Det gør os til en god samarbejdspartner gennem alle faser af vinduesvalget, forklarer den nye direktør.
Carsten Filsø har mange års erfaring med ledelse og afsætning i brancher der leverer materialer til byggeriet. Senest otte år hos gulvgiganten Tarkett - først som salgs- og marketingschef i det danske salgsselskab og siden som salgs- og marketingansvarlig for Tarketts trægulvsdivision i Sverige.
I første omgang er Skjern Vinduer gået i gang med en omstrukturering af salgsstrategien, så der sigtes mod kunder i den gode mellemklasse, en utraditionel markedsføringskampagne, som inddrager kunstnere og opbygningen af et nyt partnerskabskoncept.
- Kort sagt satser vi på partnerskab med virksomheder, som satser på os. Vi ønsker ikke at være afhængige af nogle få store kunder, men derimod at indgå som en aktiv partner for en række mellemstore kunder. Vi skal leve af det, vi er rigtig gode til, og det er netop her i de nære relationer, vi for alvor kan gøre en forskel, slutter Carsten Filsø.