Den økonomiske afmatning har foreløbigt ikke sat sine spor i køkkenbranchen. Nye tal viser, at det samlede salg i første halvdel af 2008 rundede 1771 mio. kroner, hvilket kun er et fald på 20 mio. i forhold til samme periode sidste år. Køkkenbranchen, der ellers er meget afhængig af udviklingen på boligmarkedet, har således indtil videre sneget sig uden om krisen. Finn Bo Frandsen, specialkonsulent i Dansk Byggeri, advarer dog om, at salget af køkkenelementer og -møbler fortsat er i stor risiko for at ramle ind i en økonomisk nedgang: - Salget kommer til at gå tilbage i år. Når friværdierne falder, så reducerer det lysten til at købe stort ind hos de fleste. Når det er gode tider renoverer man, får nyt køkken, bygger udestue eller anlægger ny have. Når økonomien bliver en anelse presset, så nøjes man med det, man har, siger han til Business.dk.