23948sdkhjf

Urørt skov hæmmer væksten

Mere urørt skov kan mindske produktionen og dermed eksporten og beskæftigelsen, mener branchedirektør i DI.
Flemming Larsen er branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien (TMI) i Dansk Industri.

Der er en væsentlig interesse for biodiversiteten i de danske skove. Der er for tiden politiske forhandlinger om dette emne. Målet er en løsning, der kan understøtte en øget biodiversitet. Det er et mål som næppe nogen er modstandere af.

Det er fra mange sider fremført, at den mest omkostningseffektive måde at nå det mål er at udlægge mere urørt skov. Med hensyn til de økonomiske omkostninger ved en sådan løsning peges der typisk på, at statsskovenes indtægter ved salg af træ vil blive reduceret.

Der er dog andre omkostninger, som ikke tages i betragtning: Hvis udlægning af urørt skov fører til en begrænsning af træ- og møbelvirksomhedernes adgang til FSC-certificeret træ, vil det det føre til fald i industriens produktion, eksport og beskæftigelse – ikke mindst i yderområderne.

Effekterne af dette vil være mange gange større end faldet i statsskovenes indtægter. Ydermere vil det manglende danske træ skulle erstattes af importeret træ, med følgende negativ indflydelse på industriens CO2-regnskab på grund af den ekstra transport.

Hertil kommer, at skov, som ikke løbende fornyes eller vedligeholdes, vil kunne påvirke C02-regnskabet i negativ retning.

Resultatet vil kunne blive, at den nylige beslutning om udflytning af statslige arbejdspladser, vil blive modsvaret af en lige så stor reduktion i den private beskæftigelse.

Fra forskere og vidensinstitutioner er der forskellige vurderinger af, hvilken effekt urørt skov vil have på biodiversiteten. Nogle peger på, at der ikke er dokumenterede effekter af dette.

Vi kan således frygte, at en aftale om urørt skov, som ikke inddrager de samlede effekter på økonomi, beskæftigelse og CO2-regnskab, både vil kunne blive dyr, have begrænsede effekter på biodiversiteten og have en negativ effekt på CO2-regnskabet.

Det er helt afgørende for at kunne sikre vækst og fastholde beskæftigelsen i de virksomheder inden for træ- og møbelområdet, som er afhængige af leverancer af FSC-certificeret træ, at forsyningen af råvarer fra statsskovene ikke bliver helt eller delvist afskåret.

For at finde den rigtige balance er det afgørende, at en eventuel aftale tager hensyn til ovenstående, og at implementeringen sker med inddragelse af relevante kompetencer. Det bør efter vores vurdering være muligt at finde en sådan balance, så det spæde opsving i træ- og møbelvirksomhederne ikke afløses af stagnation og tilbagegang i produktion og beskæftigelse.

Debatindlæg, som ønskes bragt på Wood Supply, kan sendes til redaktionen. Højst 500 ord. Debatindlæg repræsenterer til enhver tid skribentens egen holdning.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079