23948sdkhjf

Krone Vinduer tilbage på rette kurs

Vinduesfabrikken balancerer igen efter katastrofalt 2014, og ordrebeholdningen er større end nogensinde.
Ejerkredsen bag Krone Vinduer måtte i fjor indskyde fem millioner kroner i ny kapital efter et 2014-underskud på 11,2 millioner kroner før skat.

Det var Krone Vinduers første tabsgivende regnskabsår siden udskillelsen fra HP Gruppen i 2005, og administrerende direktør Kaj Bundgaard forklarede underskuddet med en alt for høj aktivitet i årets anden halvdel på grund af tre store problemsager.

Krone Vinduer tog øjeblikkeligt konsekvensen af den manglende styring ved at ansætte en økonomidirektør og styrke produktionsledelsen. Det har virket.

Trods betydelige omkostninger til afslutning af problemfyldte sager fra forrige år, er driftsresultatet i 2015 forbedret med hele 12 millioner kroner. Og fremgangen fortsætter for virksomheden, der har godt 130 ansatte.

- Vores ordrebeholdning er større end nogensinde, og vi har kørt i toholdsskift siden februar, hvilket vi normalt først gør i juni, fortæller Kaj Bundgaard, som på den baggrund forventer et væsentligt forbedret resultat, når regnskabsbøgerne lukkes ved årsskiftet.

Standardproduktion rykker ud af huset
Det er ikke mere end et par år siden, at Krone Vinduer udvidede med en ekstra hal og to nye produktionslinjer. Ikke desto mindre er fabrikken tæt på sin maksimale kapacitet, og der er ikke plads til nye udvidelser.

Derfor har Krone Vinduer indledt samarbejde med andre vinduesfabrikker med henblik på at udlicitere en del af ordrerne på vinduer og døre i standardmål. Produktionen af specialordrer og private label-vinduer fastholder man på egen fabrik.

- På den måde få mere plads og ikke mindst mulighed for at udnytte vores egen produktion til dét, vi er gode til. Vi har allerede gjort det i mindre skala gennem et par år, forklarer Kaj Bundgaard.

På nuværende tidspunkt kan han ikke sige noget om, hvor stor en del af produktionen, der vil blive sendt ud af huset.

- Det kan være hele ordrer, eller det kan være dele af en ordre. Det vil vi vurdere fra situation fra situation, siger direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094