23948sdkhjf

Forskningsprojekt måler nordisk grans styrke

Kvalitetschef fra Lilleheden håber, at et nordisk forskningsprojekt vil resultere i to sæt europæiske styrkeregler for CE-mærket limtræ.
Den nordiske limtræsbranche forventer gennem et forskningsprojekt at kunne dokumentere en styrkemæssig fordel ved anvendelsen af nordisk træ i produktionen af limtræsbjælker. Det skriver magasinet Interbuild.

Forskningsprojektet er baseret på en nyligt opstået usikkerhed omkring kravene og den endelige overgang til den fælles europæiske standard EN 14080 med tilhørende CE-mærke. Usikkerheden kommer som følge af et tysk projekt, hvori der er registreret meget lave værdier for bjælkernes bøjningsstyrke. Det tyske projekts resultat kan medføre ændringer i de allerede gennemførte regler.

– Det er imidlertid den nordiske opfattelse, at de lave værdier skyldes, at der ved testen er anvendt bjælker af mellemeuropæisk træ. De er opbygget efter tyske standarder, som har lempeligere krav til råtræ og sortering. Derfor mener vi, at resultaterne giver et misvisende billede og skaber ny usikkerhed omkring styrkekravene. De nordiske regler er skrappere end de tyske, og de europæiske regler er yderligere skærpet. Derfor mener vi, at der er en logisk forklaring på de lave værdier i det tyske projekt, og vi mener, at det vil være helt urimeligt at lægge de tyske testresultater til grund for eventuelle ændringer. Lilleheden har med sin certificering og CE-mærkning dokumenteret, at vi kan leve op til kravene. Der er en entydig sammenhæng mellem en bjælkes styrke og de lameller, der anvendes i opbygningen. Råvarens kvalitet har afgørende betydning, siger Henning Frank Mogensen, kvalitetschef fra Lilleheden.

Det nordiske forskningssamarbejde foregår i Nordic Council for Glued Laminated Timber. Her er både producenter og teknologiske institutter repræsenterede.

Resultaterne fra produktion og test i både Danmark, Norge, Sverige og Finland vil blive sammenfattet i en rapport til det europæiske standardiseringsudvalg WG 3, der har emnet på dagsordenen til september.

Forventningen til forskningsprojektet og rapporten er, at man med udgangen af året har to sæt standardiseringsregler alt afhængig af hvilken råvare, der bruges.

Kilde: Interbuild

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078