23948sdkhjf

Simon Selvgjort rejser sig ved Tilst

Den firemeter høje træmand Simon Selvgjort blev blæst om kuld i en kraftig storm. Nu opføres den spetakulære skulptur igen og denne gang med en veninde.
Imponerende tronede han i ensom majestæt på plænen foran Silvan i Tilst, træmanden Simon Selvgjort, indtil en kraftig storm blæste ham til pindebrænde.

Og her kunne historien om Tilsts vartegn i genbrugstræ være endt - men så trådte en lokal skolepige til.

80 paller og en pakke søm
Anine Vissing Qvist blev som så mange andre i lokalområdet dybt skuffet over, at bydelen med ét havde mistet den imponerende fire meter høje træskulptur, så hun tog sagen i egen hånd og startede en indsamling. På bare to dage lykkedes det hende at indsamle midler nok til at genopføre træmanden, denne gang i en stormsikret udgave.

Tirsdag den 29. marts begyndte så genopbygningen af Simon Selvgjort. Lige som den første udgave vil den nye træmand blive bygget af genbrugsmaterialer. Kunstneren bag er nemlig Thomas Dambo, der er kendt for sine spektakulære skulpturer bygget af genbrugsmaterialer og kasseret træ.

Det er derfor også Thomas Dambo, der sammen med Anine Vissing Qvist og et par af hendes klassekammerater, opfører den nye skulptur af cirka 80 paller, 100 trælægter samt nogle pakker søm og skruer.

Når Simon Selvgjort står færdig vil han ikke som i den første udgave være i gang med at bygge sit ben. I stedet vil han være helt færdigbygget og i gang med at bygge en veninde, Anine.

Rejsegilde lørdag d. 2. april
Simon Selvgjorts tilbagekomst bliver fejret med et rejsegilde i Silvan i Tilst lørdag den 2. april, hvor der i tidsrummet 12 til 14 vil blive serveret gratis pølser, fadøl eller sodavand.

- Vi har glædet os meget til at få Simon Selvgjort tilbage til Tilst. Siden stormen har vi løbende fået henvendelser fra kunder, der har spurgt ind til, hvornår træmanden kom tilbage, så vi har mærket en stor interesse fra lokalområdet”, siger varehuschef i Silvan Tilst, Christian Torp.

Simon Selvgjort var oprindelig initieret af Silvan, der gerne ville bringe lidt kolorit til Tilst og gøre bydelen kendt som andet end en indfaldsvej til Aarhus.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094