23948sdkhjf

Der er stadig et Trip Trap i Danmark

Producenten af træplejemidler – Trip Trap Woodcare – holder fast i navnet, selv om det gamle søsterselskab udfaser det.
I 2004 blev Trip Trap Woodcare udskilt fra den nordjyske designvirksomhed af næsten samme navn og har siden fungeret selvstændigt som producent af træplejemidler i Lunderskov ved Kolding.

At det gamle søsterselskab nu skifter navn definitivt til Skagerak påvirker dog ikke den sydjyske plejemiddelproducent. Der vil stadig være et Trip Trap i Danmark, siger Claus S. Nørgaard, direktør hos Trip Trap Woodcare.

- Vi har fået en del henvendelser fra kunder, som har spurgt, om vi også skiftede navn, og det giver os behovet for at fortælle, at det gør vi ikke, siger han til Wood Supply.

Navnesituationen i Lunderskov var ellers ganske lig navnebroderen i Nordjylland. Dengang Trip Trap-virksomhederne hang sammen, blev der indgået et juridisk forlig med den norske møbelproducent Stokke, som producerer den ikoniske og navnkundige Tripp Trapp-stol til børn.

Forliget bestemte, at Trip Trap fortsat måtte anvende sit navn i Danmark. Bare ikke i udlandet. Det betyder, at Trip Trap Woodcare, som blev udskilt efter forliget, markedsfører sig som Woca uden for landets grænser.

Trip Trap i Aalborg nævner, at det mindsker arbejdsmængden at gå fra to til ét navn.

- Principielt set har vi haft samme tanker, siger Claus S. Nørgaard.

- Men vi synes, at Trip Trap Woodcare er så stærkt et brand, at vi valgt at beholde besværet. Modsat Trip Trap, som er en handelsvirksomhed, der designer og sælger, så er vi en produktionsvirksomhed, som har andre muligheder i logistikken, siger han.

Det har ikke været noget problem for Trip Trap Woodcare, at nogle troede, at de to Trip Trap’er stadig var samme firma.

- Vi supplerer hinanden godt. Vi er gammel familie og vi handler stadig sammen, og vi står begge for god kvalitet og håndværksmæssige dyder, siger Claus S. Nørgaard.

Der findes endnu et firma, som må bruge Trip Trap-navnet i Danmark. Det er Rikki Tikki Company i Hadsund, som blandt andet producerer Trip Trap-nisserne, Trip Trap-troldene og Trip Trap-modelhusene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079