23948sdkhjf

Er dit produkt en designpris værdigt?

Danish Design Award vil sætte et helt nyt fokus på design – det er mere end æstetik og funktionalitet.
7. april skal Danish Design Award uddeles for første gang. Prisen er stiftet af Dansk Design Center og Design Denmark i fællesskab, og tager over hvor Den Danske Design Pris slap i 2012.

Meningen med prisen er at sætte dansk design på verdenskortet og fejre den forskel, design kan gøre for samfund og erhvervsliv. Men der tænkes ikke kun på design i snæver forstand, som vi er vant til med fokus på for eksempel dansk møbelkunst og mode.

- Design er en hel vifte af forskellige ting. Det er ikke bare design af et produkt, men kan for eksempel også være en løsning, en identitet eller en service, der har været med til at forbedre brugernes dagligdag, forklarer Peter Kamph, der er kommunikationsansvarlig hos Dansk Design Center.

Dermed er der lagt op til en bredere anskuelse af design end ved tidligere prisuddelinger, hvor fokus har været på æstetik og funktionalitet.

15 forskellige priser
Og faktisk er der tale om uddeling af priser i hele 11 kategorier samt fire specialpriser. Kategorierne dækker alt fra reducering af omkostninger, eksport, services, miljø, ressourcer, dagligliv og så videre.

- Der er flere forskellige priser ude i verden, der kigger meget på æstetik eller håndværk, hvor noget af det, der er unikt ved Danish Design Award, er, at vi i den grad også prøver at skabe opmærksomhed om de resultater, der skabes. Vi forsøger at være mere fokuserede på alt det, som design kan gøre for os, siger Peter Kamph.

Første skridt er dog at få indstillet alle de virksomheder til priserne, der arbejder med design og funktionalitet i hverdagen. Og her ser Peter Kamph gerne, at flere industrivirksomheder kommer på banen.

- Det kræver, at der er tale om en løsning, der er designet, men det er bestemt ikke sådan, at det behøver være et produkt – det kan også være en service. Et godt design kan også være en pumpe, der sparer energi eller en ny løsning til at administrerede sin portefølje af køretøjer, så man sparer miljøet for energi, forklarer Peter Kamph.

Deadline nærmer sig
Han opfordrer industriens virksomheder til at danne sig et overblik over de 11 pris-kategorier og se, om de har nogen nomineringer at byde ind med. Sidste frist for tilmelding er 10. februar kl. 24.00.

Men allerede nu ser der ud til at blive et bredt felt af kombattanter.

- Traditionelt plejer tilmeldingerne at komme tæt op mod deadline, men vi har fået flere, end vi plejer på nuværende tidspunkt, så vi er optimistiske, slutter Peter Kamph.

Læs mere om Danish Design Award.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203