23948sdkhjf

Ventisol udvider efter rekordår

Producent af plastvinduer- og døre i Vrå havde sidste år en fremgang på 20 procent i omsætning.
Flere store og mindre virksomheder i Vrås industrikvarter er ved at bygge til som tegn på, at det går godt.

En af de mindre er Ventisol a/s, hvor håndværkere er i gang med en udvidelse på 550 kvadratmeter for at virksomheden kan få mere plads til både produktion og lager.

- 2015 var det absolut bedste år for Ventisol med en fremgang på 20 procent i omsætningen. Med den har vi slået rekordåret 2008 eftertrykkeligt. Jeg føler vi bliver nødt til at udvide med yderligere vækst, oplyser direktør Leo Brander, Ventisol.

Virksomheden fremstiller plastvinduer og -døre til både landbrug, industri og bolig, og en pæn del af fremgangen er hentet på boligområdet.

- Vi kan godt mærke at boligmarkedet har været inde i en tendens til opblomstring, siger han og fortsætter:

- Vi udvider med 550 kvadratmeter på den her tid af året og udnytter, at det er den periode, hvor der ikke er fuldt tryk på i produktionen.

Normalt er januar og februar lavsæson i byggebranchen, og det mærket man også i Vrå. Men der fremstilles fortsat en hel del døre og vinduer.

- I går sendte vi tre-fire paller vinduer til Norge. Der har vi et pænt stort marked, siger direktøren onsdag, hvor avisen var på besøg.

Ellers findes kunderne over hele Danmark, og der sendes også lidt nordpå til Færøerne.

Engagerede ansatte
Leo Brander understreger, at medarbejdernes indsats har haft stor betydning for det gode resultat sidste år.

- De er ikke bange for at tage ekstra fat, når der er tryk på, forklarer han og tilføjer:

- På grund af en øget effektivitet i virksomheden har der ikke været behov for at øge antallet af medarbejdere. Øger vi omsætningen mere, så bliver der behov for flere ansatte.

Når der er mest tryk på hos Ventisol har der været 17 ansatte.

Effektivisering
På virksomheden mærkede man som hos mange andre i byggebranchen virkningen af finanskrisen i 2008. Det gav anledning til, at fokus blev rettet mod omkostningssiden.

- Siden 2011 har virksomheden været inde i en effektiviseringsproces, og vi har investeret i mere automatisering. Effekten af det er, at vi har kunnet bibeholde vores produkter i det samme prisleje, fortæller han.

Direktøren forventer der i fremtiden kan spares tid på mere rationelle arbejdsgange, når udvidelsen er færdig. Herunder også på grund af, at virksomhedens kontor i løbet af det næste års tid rykker over i tilstødende lokaler i den nuværende bygning. De er i øjeblikket lejet ud.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094