23948sdkhjf

Bystrup Totalbyg investerer i CNC-teknologi

Det lille tomandsfirma vil fremtidssikre sig og udvikles med nyeste produktionsteknologi.
Bystrup Totalbyg i Svendborg har investeret i en avanceret femakset CNC-maskine fra den italienske producent CMS. Det sydfynske maskinsnedkerfirma håber derfor på at kunne udvikle og fremtidssikre den lille tomandsvirksomhed.

- Det giver os muligheder for at forbedre vores produktion både i kvalitet og omfang, men det er også en investering i specialisering. Uden denne investering er jeg ikke sikker på, at min virksomhed eksisterer om 10 år, siger Niels Henning Bystrup, ejer af Bystrup Totalbyg.

Bystrup Totalbyg har igennem samarbejde med arkitekter, bygmestre, designbevidste virksomheder og private, varetaget et bredt udvalg af snedkeropgaver indenfor inventar og møbler og til opgaver i byggeriet.

CNC-maskinen, der er købt igennem automationsvirksomheden Gibotech i Odense, som selv har rødder i træbranchen, skal sikre Bystrup Totalbyg en kvalitet og alsidighed i produkterne, som firmaet ikke før har kunnet præstere.

- Vi er passionerede træarbejdere, der elsker specielle udfordringer, og som hele tiden søger den tilfredsstillelse, det er, at levere et stykke kvalitetsarbejde. Det giver os mulighed for at forbedre vores nuværende produkt samtidigt med, at vi udvider vores horisont betragteligt, siger Niels Henning Bystrup.

Han peger på, at virksomheden med CNC-maskinen kan skabe unikke resultater indenfor modelbygning, inventar, plankeborde eller andre specialopgaver i træ.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125