Hovedselskabet DanaTec Tools A/S kom ud af regnskabsåret 06/07 med et minus på kr. 1,1 mio. Ifølge indehaver og adm. direktør Per Pedersen skal det resultat ses i lyset af, at selskabet bl.a. er flyttet i nyt og topmoderne domicil, samtidig med at man har overtaget virksomheden E.P. Slibeteknik A/S.
- Vi har brugt mange ressourcer på at optimere den samlede organisation, og samtidig har vi som et led i flytningen til vores nye domicil foretaget en lang række investeringer i nyt produktionsudstyr med mere, udtaler Per Pedersen, der på den baggrund er godt tilfreds med resultatet.
Mens regnskabet viser et minus for DanaTec Tools A/S, er der sorte tal på bundlinjen for både det opkøbte selskab E.P. Slibeteknik A/S og Danatec Ejendomme ApS. I førstnævnte selskab har man realiseret et resultat på kr. 1,4 mio., mens der i ejendomsselskabet er et plus på kr. 100.000.
- Med et samlet plus for gruppens selskaber oven på en periode med indkøring, flytning og investeringer er det svært at være pessimist i forhold til fremtiden, siger Per Pedersen. Han konstaterer, at organisationen nu er helt på plads, både fysisk og mentalt, og at man allerede i det netop afsluttede halvårsregnskab for 2007/08 kan se, at pilen peger den rigtige vej. Halvårsregnskabet viser således et positivt resultat for gruppen på kr. 750.000.