23948sdkhjf

Expedit skærper indtjeningen

På trods af tilbagegang i omsætningen lykkedes det alligevel inventarproducenten at vende underskud til overskud i første halvår.
I første halvår af 2015 blev det til et overskud før skat på 5,6 mio. kr. hos Expedit, og dermed blev bundlinjen forbedret med 8,7 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

- Resultatforbedringen er primært skabt i moderselskabet i Danmark, men også Expedit AB, Sverige har bidraget positivt, skriver Expedit i sit halvårsregnskab.

Fremgangen kommer på trods af et fald i omsætningen på 14,3 mio. kr. til 209,3 mio. kr. Virksomheden konstaterer, at udviklingen i omsætningen ikke er som forventet.

- Udviklingen i aktiviteten i moderselskabet i Danmark har i første halvår ikke levet op til forventningerne, om end den har været positiv i forhold til første halvår 2014. Aktiviteten i alle enhederne i udlandet har til gengæld udviklet sig negativt set i forhold til første halvår 2014. Generelt er kunderne på alle markeder afventende, hvilket er den væsentligste årsag til udviklingen i aktiviteten, skriver Expedit.

Virksomhedens ledelse fastholder dog de positive forventninger til året som helhed. Det begrunder man blandt andet med en ordrebog, der er større end på samme tidspunkt sidste år.

Expedit forventer i 2015 en omsætning på niveau med 2014 samt et bedre resultat.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078