Design By Us, Gam og Fratesi, Cecillie Manz, Christian Haack Ketelsen, Dorte Agergaard Jensen, Christian Flindt, Muuto, Mater og endelig FurnID skal i år være med til at skabe opmærksomhed om dansk design til Milano Design Week. Det sker i et samarbejde mellem Yellow Ducks, Dansk Industri og Træets Arbejdsgiverforening.
Projektet hedder Grand Danois og skal ud over møbler sætte fokus på mad, tøj og mange andre danske produkter.
Ideen opstod i hovederne på Henrik Høyer og Mads Arlien-Søborg fra Yello Ducks.
- Designerne har allerede markeret sig herhjemme, men de mangler stadig en international platform, når det handler om at eksponere dansk design, siger Mads Arlien-Søborg, trendforsker og idémand fra Yellow Ducks.
Ved sidste års messe i Milano kunne han konstatere, at udlandet stadig forbinder dansk design med Arne Jacobsen og Hans J. Wegner, og det til trods for, at der i dag findes adskillige lovende unge danske designere. Men i år skal Design By Us, Gam og Fratesi, Cecillie Manz, Christian Haack Ketelsen, Dorte Agergaard Jensen, Christian Flindt, Muuto, Mater og FurnID altså være med til at gøre op med den opfattelse.