23948sdkhjf

Stouby-ansatte får del i succesen

Møbelvirksomheden giver 25 procent af overskuddet til medarbejderne som tak for indsatsen.
Med et resultat på knap en halv million før skat blev 2013/14 det hidtil bedste for Stouby Furniture, der blev etableret i 2009, da Carsten Mortensen overtog det daværende Stouby Møbler efter en konkurs.

Siden er det kun gået fremad, og ifølge indehaveren bliver 2014/15 det sjette regnskabsår ud af seks mulige med sorte tal på bundlinjen.

- Vi får overskud, men om det bliver højere eller lavere end sidste år er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Det bliver sværere og sværere at hæve barren, men vi er utroligt stolte over, at det er lykkedes at øge omsætning og indtjening hvert år, siger Carsten Mortensen.

Han fremhæver ikke mindst medarbejderstaben som en afgørende forudsætning for virksomhedens succes, og derfor har ledelsen valgt at udlodde 25 procent af årets overskud til de ansatte.

Vokser på eksport
Mens lyspunktet i 2013/14 var det danske marked, er det i 2014/15 eksportmarkederne, der driver væksten. Stouby Furniture styrkede sidste år sin salgsorganisation i både Norge og Sverige, og det kan aflæses i salgstallene i år, hvor Carsten Mortensen forventer at hente omkring en femtedel af omsætningen fra eksport.

- Vores indsats på det norske og det svenske marked har virkelig givet pote. Strategien er at holde niveauet herhjemme og udbygge i Norge, Sverige og Tyskland. Træerne vokser ikke ind i himlen, og dansk detailhandel er ikke noget at råbe hurra for hverken i 2014 eller 2015, siger han.

Ikke flere opkøb i denne omgang
Ifølge Carsten Mortensen skal man ikke forvente en videreførelse af sidste års ekspansive strategi, hvor først HJ Møbler og siden Raun blev opkøbt og flyttet til fabrikken i Løsning.

- Vi fik sat en masse ting i gang i 2014, og dem skal vi fortsat udvikle på. Vi skal ikke bare gøre en masse, men også sørge for at få noget ud af det vi gør, pointerer han.

Mens HJ Møbler nu er helt og fuldt integreret i Stouby Furniture, er Raun fortsat som et selvstændigt selskab med Carsten Mortensen som majoritetsaktionær. Målet med købet var at sikre større markedsandele i ind- og udland, og ifølge Carsten Mortensen er det fælles ejerskab med til at løfte begge virksomheder:

- Det er to meget forskellige brands, der henvender sig til hver sin målgruppe. Vi oplever, at eksisterende Stouby-forhandlere tager Raun ind, og at Raun-forhandlere i udlandet tager Stouby ind. På den måde er vi i stand til at sprede os, fortæller han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14