Fritz Hansen vil forsøge at sætte en stopper for den piratkopiering af koncernens designmøbler, der foregår rundt om i verden og sikrer samtidig sine kunder, at det er et ægte Fritz Hansen-møbel, der betales for. Det skriver danskmøbeldesign.dk.
Et lille rødt mærke på bagsiden af designer-møblerne skal garantere om møblets originalitet.
- Når vores kunder køber et Fritz Hansen produkt, vil vi fremover sørge for, at møblet bærer en visuel garanti for, at det drejer sig om et ægte Fritz Hansen produkt. Desværre virker det til, at kopiering af vores originaler er en driftig forretning i store dele af verden, lyder det fra koncernen.
Koncernen er dog klar over, at mærket nemt kan kopieres, men det er bedre end ingenting. Og så længe der stadig tages initiativer – både store som små - for at sætte en stopper for piratkopieringen, så bibeholdes fokus på den kriminelle handling.