Bogen ”Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked” er skrevet af Mehmet Yüksekkaya, der er kurder fra Tyrkiet, der har boet i Danmark i 23 år. Bogen sætter ord på de uskrevne spilleregler, der er altafgørende for, om udlændinge falder til på de danske arbejdspladser.
Mehmet Yüksekkaya er cand.scient.pol og arbejder til dagligt i Arbejdstilsynet og har dermed gennem flere år, som integrationskonsulent, set, hvordan de uskrevne regler udgør en reel trussel for de udenlandske medarbejderes integration på arbejdspladsen.
- De uskrevne regler regulerer en stor del af hverdagen på danske arbejdspladser, og det er skræmmende, så lidt indvandrere med vidt forskellige baggrunde kender til dem. Mange virksomhedsledere anser reglerne for så indlysende, at man ikke er opmærksomme på at sætte ord på dem, siger Mehmet Yüksekkaya.
Ifølge Mehmet Yüksekkaya er de sociale spilleregler mindst lige så vigtige som regler om arbejdstider og lønvilkår.
I bogen opremser Mehmet 30 uskrevne regler på arbejdsmarkedet, og de drejer sig blandt om at dele viden; at deltage i det sociale samvær, at være åben over for ironi, humor og den flade ledelsesstruktur.
Bogen udkommer 31. oktober 2007.