23948sdkhjf

Horn Bordplader udvider produktionen

Flere års vækst har skabt behov for at opgradere maskinparken og udvide med 2.000 kvadratmeter.
Et højt ambitionsniveau og en forventning om en omsætningsfremgang på 40-50 % alene i 2014/15 fik sidste sommer Horn Bordplader til at igangsætte en større udvidelse af produktionen i Aulum ved Herning.

I løbet af de seneste godt otte måneder har virksomheden bygget 2.000 nye kvadratmeter og investeret i nyt opskæringsanlæg, ny CNC-maskine, en kantlimer, bedre udsugning og et fuldautomatisk lagersystem:

- Vi kender prognoserne for kunderne. De er positive, og det er proportionelt med, hvordan udviklingen kommer til at gå for os. Nu har vi den plads, der skal til for at flytte os yderligere, siger administrerende direktør Jakob Bressendorf om udvidelsen, som øger produktionskapaciteten til over det dobbelte.

Det er også nødvendigt, for ifølge Jakob Bressendorf går udviklingen stærkt lige nu. Horn Bordplader er blevet eneleverandør af træbordplader til HTH, og virksomheden oplever også stigende ordreindgang fra andre store kunder som Designa, Aubo og Nettoline.

Bedre og mere effektiv produktion
Den stigende aktivitet smitter positivt af på medarbejderstaben, og produktionen kører i dag med fuldt daghold og halvt nathold. Med forventningen om yderligere vækst er det sandsynligt, at den nuværende bemanding på omkring 100 ansatte vil stige yderligere i de kommende år.

Investeringen i nye maskiner betyder dog også, at produktionen bliver mere effektiv med færre manuelle operationer, færre fejl og en bedre finish på produkterne. Alene i opskæringen forventer Horn Bordplader at øge kapaciteten til det tredobbelte, og samtidig sørger det automatiske lagersystem for hurtig materialetransport og korte tilgangstider.

- Vi er ordreproducerende og har nærmest aldrig to plader, der er ens. Det kombinerer vi med branchens bredeste produktprogram, og derfor er automatiseringen af vores lagerfunktion en kæmpe gevinst, siger Jakob Bressendorf.

Den nye tilbygning indvies officielt ved en reception i dag, fredag den 30. januar fra klokken 10.00.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109