Natten igennem mødte både private og professionelle op i Sydhavnen for at leje affugtere og købe dykpumper og andet udstyr. I alt havde Stark City 24-7 mere end 300 ekspeditioner uden for normal åbningstid i weekenden.
For fjorten dage siden åbnede Stark Danmarks første døgnåbne byggemarked - Stark City 24-7 lige ved Sjællandsbroen i Sydhavnen. Og weekendens skybrud gav den nyåbnede butik lidt af en ilddåb, da både private og professionelle pludselig stod og skulle udbedre vandskader. I alt havde Stark City 24-7 i weekenden mere end 300 ekspeditioner uden for det, der tidligere var normal åbningstid.
- Skybruddet er selvfølgelig en ekstrem ting, men med mere end 300 ekspeditioner uden for normal åbningstid, viser det tydeligt, at der er et behov og en efterspørgsel på et døgnåbent byggemarked. Og det viser også, at både de professionelle og de private allerede ved, at vi har døgnåbent – og gør brug af det, fortæller administrerende direktør Søren P. Olesen
- Vi mener, at udviklingen af trælaster og byggecentre i Norden nærmest er gået i stå. Derfor har vi i DT Group afsat betydelige midler til at teste nye ideer, nye produkter og nye tiltag. Den døgnåbne Stark er et af disse og vi vil i de kommende år lancere en lang række nye tiltag, som ikke har været afprøvet i byggebranchen før, fortæller direktør Ole Mikael Jensen.