Sengeproducenten Auping sigter mod at blive en 100 pct. bæredygtig virksomhed, det man i fagtermer kalder en C2C registered trademark virksomhed. C2C-certifikatet sikrer, at virksomheden designer produkter uden farlige kemikalier og i rene materialer, som kan skilles ad og genbruges i en uendelighed.
Aupings madrasser og sengemodellen Essential har allerede fået et C2C Silver-certifikat og til oktober 2014 står den mest bæredygtige sengefabrik klar i Deventer, Holland, til den videre sengeproduktion.
- Som virksomhed tager det tid at gøre alle udviklingsprocesser, metoder og materialer bæredygtige. Man bliver ikke C2C-certificeret over night. Det er en integreret proces, som Auping har fokuseret på længe – og vil blive ved med at få til at fungere fremover. Auping har med Essential, madrasser og sengebunde allerede taget de første skridt, og med en ny, forbedret 100 pct. bæredygtig fabrik i Deventer, Holland, har virksomheden en plan om at være fuld C2C-certificeret inden 2020, skriver Auping i en meddelelse.
Auping er aktivt medlem af Cradle to Cradle i Danmark og holder løbende events sammen med Cradle People omkring bæredygtighed. I januar tog sengeproducenten blandt andet aktiv del i udstillingen Everyday Upcycling i Dansk Designcenter sammen med Puma, Dansk Retursystem, Mud Jeans, gNappies, Avede, Desso og mfl.
