23948sdkhjf

Saint Gobain-topchef: Passion gør det ikke alene

En af dansk industris tungeste drenge i form af Lars Fournais er bekymret på vegne af en ungdomsgeneration, der som den første herhjemme er dårligere uddannet end sine forældre.
Det kræver ikke mange minutter i selskab med Lars Fournais at konstatere, at topchefen for Saint Gobain Distribution Danmark er et yderst engageret menneske. For uanset hvilken retning samtalen drejer i, har Lars Fournais en kvalificeret holdning til emnet eller i det mindste et ønske om at danne sig viden om det.

Det er med andre ord ingen tilfældighed, at den i dag 60-årige Lars Fournais længe har været at betegne som en af det danske erhvervslivs sværvægtere. Bag de mange bestyrelsesposter og direktørtitler ligger nemlig et skyhøjt antal arbejdstimer.

- Hvis man virkelig vil lykkes med noget, skal man brænde for det. Men passion gør det ikke alene. Det er når passionen kobles med det hårde og vedholdende arbejde, at man bliver rigtigt dygtig, siger Lars Fournais og tilføjer prompte:

- De succesfulde erhvervsledere, jeg kender personligt, har virkelig knoklet for det.

Skal ikke bare opfinde en app
Til gengæld kan Lars Fournais også læse i aviserne, at unge iværksættere springer de mange års slid over ved at opfinde banebrydende opfindelser, som sikrer dem et liv i evig økonomisk sorgløshed. Og med understregningen af, at han bestemt ikke ringeagter opfindsomme entreprenører, får udviklingen alligevel Lars Fournais til at bekymre sig.

- Hvis de unge tror, det bare handler om at opfinde en app og så blive millionær, så kan jeg godt være bange for, at der går noget tabt. For det er altså langt de færreste, der kan klare sig på held eller talent alene uden at tilføre det benhårde arbejde, konstaterer han.

Og fortæller så en historie på baggrund af sine erfaringer med bestyrelsesarbejdet på et gymnasium. For mens studenterhuen i Lars Fournais’ ungdom var et sjældent syn tilknyttet en vis prestige, er antallet af unge, der gennemføres en gymnasial uddannelse i dag, højere end nogensinde.

Men samtidig er den samlede andel af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse paradoksalt nok faldende, mens en tre år gammel rapport fra Velfærdskommissionen advarer om, at den yngre generation for første gang nogensinde generelt set er dårligere uddannet end deres forældre.

- Så er det, man godt kan føle sig som sådan en gammel, sur mand, men det er sgu da bekymrende, siger Lars Fournais og lyder som en, der virkelig ærgrer sig både på de unges og samfundets vegne.

Den dygtige fiskekammerat fascinerer
For der er brug for dygtiggørelse, hvis Danmark skal fastholde en eliteposition blandt verdens lande. Og dygtiggørelsen kommer gennem den kombination af passion og fordybelse, som Lars Fournais også dyrker i fritiden, når slipseknuden løsnes og fiskegrejet findes frem.

- Det er specielt laksefiskeri med flue, jeg holder af. Det har noget at gøre med at komme ud i naturen, både her i Danmark, men også i Rusland, Alaska, Skotland eller sådan et sted med storslået natur. Jeg er som regel af sted med nogle gode venner, og vi spiser frokost og har det hyggeligt sammen, men om dagen går man meget for sig selv og fisker. Så det er kombinationen af det gode kammeratskab samt muligheden for at fordybe sig for sig selv, siger Lars Fournais.

Som straks tilføjer, at fiskeri med orm fra en jolle på ingen måde trækker i ham.

- Det er ikke let at fange en laks på flue. Det er noget, man skal øve sig på. Men det er netop fordi, det er svært, at det er sjovt, fastslår han med en efterfølgende indrømmelse:

- Jeg er nok meget konkurrencemenneske, men det er mest mig selv, jeg konkurrerer med. Der er især én af mine fiskekammerater, der er klart bedre end mig. Han behersker alle facetterne, så selv om jeg siger til ham, at det er held, når han hiver laks op, så passer det ikke. Men det glæder jeg mig egentlig over. At se på en, der er så dygtig til noget, der er så svært, som han er det.

Stopper ikke fra den ene dag til den anden
Og så er vi på en måde tilbage ved udgangspunktet med den samfundsengagerede topchef, som egentlig kun revser sine omgivelser lidt, fordi han mener, de fleste af os godt kan gøre det lidt bedre.

Det gælder også politikerne, som bør sætte skatterne på arbejde mere ned, konstaterer Lars Fournais, før han roser den nuværende regering for ”egentlig at have ført en udmærket politik over for erhvervslivet”, inden han lægger låg på samtalen ved at sige, at han ikke rigtigt ønsker at diskutere politik.

Men hvad så med ham selv og hans egen fremtid?

- Når man, som jeg, er fyldt 60 år, begynder man også at tænke på, hvornår man skal prøve noget andet. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle stoppe med at arbejde fra den ene dag til den anden, og jeg vil gerne lave noget mere aktivt bestyrelsesarbejde engang i fremtiden. Men som det ser ud lige nu, er det ikke noget, der ligger lige for i de kommende år. Jeg tror, jeg har mange gode år i mig endnu, og jeg er yderst tilfreds med det, jeg laver, fastslår Lars Fournais.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112