23948sdkhjf

"MADE" vil skabe nye produktionsjob i Danmark

Et nyt forskningssamarbejde mellem virksomheder, universiteter og teknologiske institutter skal føre til nye eksportvarer og produktionsarbejdspladser i Danmark.
Danske produktionsvirksomheder skal være dygtigere og mere opfindsomme end konkurrenterne, hvis de skal klare sig i konkurrencen og oprette arbejdspladser i Danmark. Derfor starter virksomheder, universiteter og teknologiske institutter et nyt stort forskningssamarbejde i gang, som skal føre til nye eksportvarer og produktionsarbejdspladser i Danmark. Samarbejdet, der går under navnet MADE, blev skudt i gang torsdag.

Tiltrængt løft til produktiviteten
26 produktionsvirksomheder, fem universiteter, to teknologiske institutter og Dansk Industri har med støtte fra private fonde og foreninger dannet den fælles forening, MADE - Manufacturing Academy of Denmark. Foreningen vil optage alle interesserede produktionsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre interessenter, der ønsker at fremme produktion i Danmark. Målet er at styrke produktion i Danmark gennem forskningsprojekter, uddannelse og netværk og skabe kontakt til udenlandske forskningsmiljøer.

- Siden krisen satte ind i 2008 er mere end hver femte arbejdsplads i danske produktionsvirksomheder forsvundet. De job kan MADE være med til at vinde tilbage. Med MADE lancerer vi en sammenhængende indsats, hvor virksomhederne kan udvikle deres produktion i tæt samspil med forskere og andre virksomheder. Det vil gøre Danmark mere attraktivt at producere og investere i - og give et tiltrængt løft i vores produktivitet, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Millioner til hurtig omstilling
Foreløbig råder MADE over i alt 184 mio. kr. til forskning i produktion over de næste fem år. Industriens Fond var sammen med Industriens Arbejdsgivere i København og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening først til at yde støtte. 64 mio. kr. er bevilget af Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, mens virksomhederne selv bidrager med 88 mio. kr.

- Fremstillingsindustrien bliver konstant presset af lande, hvor omkostningerne er lavere end herhjemme. Men det er ikke nok at få produceret varerne billigere. Kunderne stiller hele tiden nye krav, og det kræver en hurtig og fleksibel produktion. MADE vil styrke danske produktionsvirksomheder til at kunne omstille produktionen, når kunderne og konkurrencen kræver det, siger formand i MADE og forskningsdirektør i Grundfos, Lars Enevoldsen.

MADE blev officielt skudt i gang torsdag den 30. januar 2014 på Grundfos i Bjerringbro.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078