Det er resultatet af mange års arbejde, der nu slår igennem hos Beck & Jørgensen.
Det fortæller salgsdirektør Claus Bjørn.
- For omkring ti år siden fik vi en del nye ind i organisationen, og de friske kræfter har revolutioneret meget i det, der ellers er et godt gammeldags firma, siger han.
AnnonceDet er først og fremmest en holdindsats, der har sikret, at virksomheden i et dugfrisk regnskab kan bryste sig af markant fremgang.
Mens bruttofortjenesten er vokset fra 89,2 til 98,2 mio. kr., er overskuddet næsten tredoblet og lander før skat på 19,9 mio. kr. mod foregående års 7,0 mio. kr.
Det til trods for, at markedet ifølge Claus Bjørn har været stort set stillestående de seneste år.
- Vi kan se i de generelle salgstal, at salget af maling ikke er vækstet særligt. Til gengæld har vi taget markedsandele år efter år, siger han.
| Regnskabsår | 2025 | 2024 | 2023 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Bruttofortjeneste | 98,2 | 89,2 | 85,0 |
| Resultat af primær drift | 18,6 | 6,1 | 10,4 |
| Resultat før skat | 19,9 | 7,0 | 10,8 |
| Årets resultat | 15,8 | 5,8 | 9,1 |
| Balancestatus | 173,4 | 173,2 | 170,0 |
| Egenkapital | 125,9 | 114,6 | 113,3 |
| Antal ansatte | 118 | 119 | 112 |
| Kilde: CVR | |||
Den præcise andel afholder han sig fra at oplyse, men ifølge Claus Bjørn er Beck & Jørgensens markedsandel fordoblet det seneste årti, og det friske årsregnskab er således ikke eneste strømpil for den positive udvikling.
Fra hestevogn til malertræf
Beck & Jørgensen kan næste år fejre 135-års jubilæum, og den markante udvikling er ifølge salgsdirektøren sket med stor respekt for historie og traditioner.
- Dengang kørte man maling ud med hestevogne, og der er jo sket enormt meget siden. Men det er stadig den samme familie, der er ved roret, og vi har holdt fast i den danske produktion i Søborg, siger Claus Bjørn.
Særligt sidstnævnte har ifølge ham været et styrket salgsparameter de senere år, hvor der er blevet skruet op for den globale uro.
- Og det bruger vi da også til at profilere os på, eksempelvis med danske flag på etiketterne.
AnnonceSamtidig er der sket et skift til en mere offensiv tilgang til markedet, hvor Beck & Jørgensen har arbejdet sig tættere på den professionelle malermester, der udgør det primære kundesegment.
Her peger Claus Bjørn blandt andet på det tre dage lange malertræf, virksomheden for seks år siden stablede på benene i Skagen.
- Vi var lidt i tvivl om, hvor mange der ville kunne hive tre dage ud. Men vi har haft mellem 160 og 180 malere med hver gang siden, så det er blevet lidt af et tilløbsstykke, siger salgsdirektøren.
Succesen har da også givet yderligere blod på tanden. I øjeblikket har Claus Bjørn blikket rettet mod næste generation af malerfaget, som han håber at kunne stable et lignende arrangement på benene for.
- Her er tanken at lave en tredages bootcamp for de yngre malermestre, så der kan skabes noget netværk og sammenhold. De kan både lære af hinanden og måske også finde nogen at arbejde sammen med på forskellige projekter, siger Claus Bjørn.
AnnonceIngen verdenserobring forude
Ifølge salgsdirektøren er det netop offentliggjorte resultat, der i øvrigt er det næstbedste i virksomhedens knapt 135 år lange historie, altså resultatet af et langt, sejt træk, der har positioneret malingleverandøren lige præcis der, hvor man gerne vil stå.
- Selvom vi efterhånden er 130 ansatte, så er vi lykkedes med at være meget tæt på kunderne. Mange kan godt lide, at vi ikke er så store som de multinationale koncerner, og vi skal ikke sidde i timelange møder om det ene eller det andet, før vi kan træffe en beslutning, siger Claus Bjørn.
Og skønt han erklærer sig overordentlig tilfreds med væksten, understreger han, at det ikke er ambitionen at præstere en tilsvarende fremgang i indeværende år.
- Det er ikke, fordi vi bare læner os tilbage og siger, at nu er vi tilfredse. Vi vil selvfølgelig gerne videre. Men vi skal ikke ud at erobre verden, for det risikerer at ødelægge forholdet til de eksisterende kunder, hvis vi glemmer vores rødder, siger han.
AnnonceForventningerne til 2026 lyder derfor også på et stabilt aktivitetsniveau og et resultat i niveauet 18-21 mio. kr. før skat.
