De stigende olie- og gaspriser betyder dyrere byggematerialer.
Sådan lyder det fra Stark Group, landets største byggecenterkæde, der har orienteret deres kunder om mulige forestående prisstigninger.
Fredag morgen kunne TV2 Nyhederne således fortælle, at Stark-kunderne må indstille sig på stigende priser, og kommunikationsdirektør Line Berg-Stærk oplyser, at kæden forventer prisstigningerne træder i kraft pr. 1. april.
AnnoncePræcist hvor meget priserne stiger, ønsker direktøren dog ikke at oplyse.
- Det er ikke alle leverandører og ikke alle varer, der for nuværende er varslet stigninger på, og i bund og grund er vi stadig usikre på, hvordan det kommer til at udvikle sig. For os handler det om ordentlighed og åbenhed – at varsle kunderne i god tid, så prisændringer ikke kommer som en tyv i natten, siger hun til Building Supply.
Også hos branchens næststørste spiller opererer man i øjeblikket med en høj grad af usikkerhed.
Modsat markedslederen har familieejede Bygma Gruppen dog endnu ikke har varslet kunderne om et forestående prishop.
- Der er rigtig meget der tyder på, at der kommer prisstigninger, siger Preben Nielsen, indkøbsdirektør hos Bygma.
Annonce- Vi har besluttet, at vi overvåger situationen relativt intenst frem til påske – der kan selvfølgelig ske noget, så situationen fuldstændig eksploderer og vi må forholde os til det før, men flere vurderinger peger dog også på, at det her kommer til at slutte relativt hurtigt, og så har vi ikke behov for at hæve priserne, siger han.
Leverandører har varslet
Ifølge Preben Nielsen er Bygma Gruppen dog allerede selv blevet varslet om prisstigninger fra koncernens leverandører, og her er to forskellige parametre i spil.
- Et er transporten, hvor vi jo selv kan kigge ud ad vinduet og følge med i prisudviklingen på diesel, og derudover varsles der også en reel prisstigning på produkter, siger Preben Nielsen.
AnnonceSærligt er der tale om olietunge produkter som det bitumenholdige tagpap, plasttagrender, undertag og drænrørsystemer, der ser ind i en øjeblikkelig fordyrelse.
- Og så er der en lang række produkter, hvor energi udgør en stor del af produktionen, og det er vi lidt mere lurende på, fortæller Preben Nielsen.
Det skyldes ikke mindst de erfaringer, Bygma Gruppen gjorde under seneste energikrise.
- Der blev det klart, at mange store producenter har hedges på energien, altså mere langsigtede prisaftaler, og det er også en af grundene til, at vi trækker vejret lidt, siger han.
Trækker situationen i langdrag, er indkøbsdirektøren dog ikke i tvivl om, at også Bygmas kunder kommer til at betale en ekstra pris for uroen omkring Hormuzstrædet.
Annonce- Når energi, olie og transport stiger samtidig, er det svært at undgå, at det også slår igennem på priserne på byggematerialer. Men vi tager det stille og roligt og lader os ikke stresse, da vi jo ikke har set nogen effekt endnu, siger Preben Nielsen.
Og har man bestilt en vare til en bekræftet pris, er det selvfølgelig den pris, man får den til, understreger salgsdirektøren.
Også fra DI Byggeris side lyder det, at landets håndværkere og gør-det-selv-folk må indstille sig på et forestående prishop.
- Når energipriserne stiger, så stiger priserne på byggematerialer også. Det vil man som privatperson kunne se, når man går i byggemarkedet. Håndværkeren oplever det samme, og det vil kunderne også kunne se på regningen, siger branchedirektør i DI Byggeri, Rasmus Brandt Lassen, til TV2.
Annonce